Jeg ved det ikke.
Jeg har egentlig ikke et svar på, hvorfor jeg elsker Eurovision og rejser rundt ifm. Eurovision til forskellige lande og bruger MANGE penge på at høre mennesker, som ingen i verden kender, ud over folk der ser og følger med i Eurovision. Og de fleste af dem ser eller hører man aldrig fra, fordi det kun er få af dem, det lykkes at få en musikkarriere.
Jeg ved bare, at maj måned er som jul for mig, fordi det er der, Eurovision er.
Og så ved jeg, at jeg hellere vil til en årsfest hos fanklubben for Eurovision eller til en fest, hvor der bliver spillet en hel masse Eurovisionmusik, i stedet for at tage til en Rihanna-koncert. Eller når jeg er til træning og ikke gider høre på en dansk hitliste, så kan jeg altid skifte til en Eurovision-playliste og komme enten i et melankolsk eller festligt humør …
Eurovision er derfor måske også lidt speciel, fordi du kan finde en sang eller tekst til lige præcis det humør, du er i.
Men …
Da Tyrkiet meldte sig ud af Eurovision, og Erdoğan fik Conchita Wurst (kvinden med skægget) på hjernen, blev jeg lidt ked af det, fordi jeg ikke troede, at jeg på samme måde ville elske og følge med i Eurosvision.
Men heldigvis skete der det modsatte. Mine to andre lande, som jeg også identificerer mig højt med, har holdt min puls høj og bundet mig tæt til dem. Faktisk så tæt, at jeg måtte melde mig ind i bestyrelsen for MGP-fans i Danmark. Første periode som næstformand og nu som almindeligt medlem af bestyrelsen.
Jeg elsker Eurovision.
Her deler jeg nogle stemningsbilleder fra Eurovision …